Babysvømning i Ringkøbing Svømmehal


Med Lucas, Thilde og
de andre i bassinet

Hvis Lucas og Thilde engang bliver elitesvømmere på absolut topplan, kan de uden at gå på kompromis med sandheden fortælle sportsmedierne, at de har svømmet, før de kunne gå.

Men det er nu slet ikke med det direkte formål at blive elitesvømmere, at Lucas og Thilde fra Højmark og en snes andre børn bliver kørt i barnevogn eller båret i lift ind i Ringkøbing Svømmehal af deres mødre for at svømme i varmt vand en halv time en gang om ugen. Her er der socialt samvær om babysvømning ved middagstid hver fredag.

Initiativtager til og instruktør i babysvømningen i Ringkøbing Svømmehal er Mette Lange Andersen. Hun er selv tidligere elitesvømmer og var i 20 år instruktør for en række forskellige hold i en svømmeklub i Horsens, før hun flyttede til Ringkøbing.

Der var ingen babysvømning i Ringkøbing, da Mette for 5 år siden fødte tvillingerne Magnus og Mathilde, men hun gik selv til svømning med børnene, fra de var helt små. Det blev så samtidig anledningen til, at hun for et par år siden tilbød sig som instruktør for andre mødre og babyer, og det er blevet en stor succes. Hver fredag kl. 11.30 til 12 er der svømning for aldersklassen 0-6 måneder. Fra kl. 12 til 12.30 er det for aldersklassen 6-12 måneder. Hvert forløb er på 10 uger, hvorefter der holdes en pause, inden et nyt forløb starter.

Stabilitet og motorik
- nærvær og samvær

Da ROFI-Nyt fredag den 16. marts kiggede på fra bassinkanten kunne Mette konstatere, at der i det daværende forløb var tilmeldt i alt ca. 25 mødre med babyer på de to hold. Men hvilke formål tjener det at sende babyer ud på så forholdsvis dybt vand, hvor de ikke kan bunde?

- Øvelserne i vandet er med til at styrke børnenes stabilitet, motorik og reflekser. De vænner sig fra en meget tidlig alder til at være i vand, hvilket de kan få glæde af senere i livet. Øvelserne i vand giver et helt specielt nærvær mellem mor og barn, og så drejer det sig helt enkelt om, at babyerne og deres mødre skal have det hyggeligt med hinanden med lidt motion og socialt samvær, understreger Mette Lange Andersen.

Nogle af de øvelser, som hun bruger i babysvømningen, er lagt an på, at forældrene og deres børn kan fortsætte træningen sammen, når barselsperioden er forbi.

- Vi overvejer, om vi på sigt skal lave nogle hold for 1-3 årige børn og deres forældre i weekenden, så far også har mulighed for at være med. Vi vil meget gerne høre fra folk, der kunne tænke sig at være med til at være instruktører for disse hold, siger Mette.

Mette Lange Andersen er instruktør i babysvømningen i Ringkøbing Svømmehal.   Mette Lange Andersen er instruktør i babysvømningen i Ringkøbing Svømmehal. 
Randi Berg Hollænder med sønnen Lucas (tv) og Debbie Pedersen med datteren Thilde var blandt deltagerne i babysvømningen fredag den 16. marts, da ROFI-Nyt så til fra bassinkanten. - Det er sundt for både børnene og for os og hyggeligt at være sammen med de andre mødre og deres babyer, siger Randi og Debbie, der begge bor i Højmark. Randi arbejder som salgsleder i Kvickly i Ringkøbing og Debbie som ernæringsassistent i storkøkkenet Åkanden i Tarm.  
Mødre og babyer ved bassinkanten   Mødre og babyer ved bassinkanten sammen med instruktør Mette Lange Andersen.
Det er tydeligt, at både babyer og mødre nyder nærværet og øvelserne i det varme vand.   Babyer og mødre i det varme vand